Hunden har i flere tusinde år været kendt som menneskets bedste ven, og de færreste tænker nok på at hunden oprindeligt stammer fra ulven. Lige fra rottweiler til chi hua hua, rummer hver enkelt hunderace urgamle instinkter, som styrer dens adfærd og opretholder et essentielt behov for at leve i flok.
Igennem domesticering har vi lært vores hunde at tilpasse sig menneskets tilværelse lige fra en lille lejlighed til store arealer. Det er herfor vigtigt ikke at glemme at vi inviterer hunden ind i vores liv, under vores omstændigheder og at hunden ikke fra naturens side er skabt til dette. Hjælper vi dem ikke igennem en tilvænning eller anskaffer vi os en race vi ikke kan stimulere kan det ende i frustration for begge parter og i værste fald et brud på fællesskabet.
Der er en lang række af overvejelser, man som kommende hundeejer bør gøre sig, inden man vælger at anskaffe sig et "nyt familiemedlem". Der har fra politisk side været forslag fremme om et kørekort til hund, inden man kunne anskaffe sig en hund.
Tanken bag dette var blandt andet at undgå nogle af de kedelige episoder, hvor aggressive hunde overfalder andre hunde og mennesker. En anden tanke var, at det kunne begrænse antallet af hunde, der ender som uønskede individer, som kastes rundt fra det ene nye hjem til det andet, fordi der pludselig ikke var overskud eller tid til det nye familiemedlem. En del af de hunde ender deres liv på dyrlægens bord i en alt for ung alder! Der aflives flere tusinde hunde i Danmark hvert år alene på grund af adfærdsproblemer. Et fåtal af disse hunde er adfærdsvanskelige fra starten, når de er
8
uger gamle, men der sker en dårlig udvikling i hundens opvækst, som senere resulterer i, at hunden udviser en uhensigtsmæssig adfærd - enten i form af dominans, aggressivitet overfor andre hunde eller mennesker, destruktiv adfærd eller problemer med at være alene hjemme.
Problemer som disse kunne i mange tilfælde have været undgået hvis forberedelserne og overvejelserne havde været ordentligt gennemarbejde. Undersøgelser har vist, at anskaffelsen af et kæledyr ofte er impulskøb, hvilket bør undgås! Som dyrlæge bliver vi ofte først inddraget, når problemerne er begyndt at tårne sig op.
For den familie, der ikke tidligere har haft hund, er det vigtigt at sætte sig grundigt ind i, hvad en sådan familieforøgelse egentlig indebærer. Den vil nemlig betyde mange ændringer i familiens dagligdag. En hund har ikke blot behov for kærlighed og tryghed den behøver også rigelig tid til fornuftig beskæftigelse sammen med sin menneskefamilie ("hundeflokken"). Som en del af familien bliver hunden genstand for stærke og varme følelser, som den fuldt ud gengælder.
For mange mennesker er det helt utænkeligt at skulle leve uden hund, men at have hund medfører et stort ansvar. Ikke blot overfor hunden, der er fuldstændig afhængig af os, men også over for omgivelserne, naboerne og det øvrige samfund. Hunde skal være velopdragne og ikke til gene for andre mennesker. Man bliver meget afhængig af en hund - så hvis man frygter, at denne afhængighed skal blive en klods om benet, er det bedre at opgive hundeholdet på forhånd.
At anskaffe hund betyder ikke, at det skal være en hvalp. Man kan også få en "brugt" hund. At få en "brugt" hund kan give mange fordele men også mange problemer. Det er en fordel, hvis man kender hunden og den evt. kender jer. Det vil ofte gøre skiftet til et nyt hjem og en ny familie lettere og øge chancen for at det bliver godt for alle parter.
· Sæt dig grundigt ind i racernes forskelligheder og læs bøger om hunde, deres adfærd og træning. Vælg derefter en race, der passer til jeres hverdag og jeres temperament. Det kan her være godt at rådføre sig med nogle, der kender racen, eller har forstand på hunde. Husk at mange af hundene i sin tid er avlet med et formål f.eks. hyrdehund eller jagthund. Dette efterlader nogle kraftige instinkter, som helst skal stimuleres. De to typer hunde vil ikke trives på 4. sal, men er hunde, der kræver masser af fysisk og mental aktivering. Tænk derfor over, om man kan tilbyde det, der kræves af den type hund I tænker på at vælge.
· Besøg altid mere end en opdrætter. Undgå impulskøb. Vælg en seriøs opdrætter, der har orden i tingene, og sørg for at have været de ovenstående overvejelser igennem, inden man overhovedet begynder at se på hvalpe og bliver helt solgt.
· Vær forsigtig med at købe hvalpe, der er importerede fra østeuropa. De penge, der er sparet her, er ofte hurtigt brugt hos dyrlægen, fordi hvalpen bliver eller var syg. Det er svært at vide, hvilke forhold hvalpen er opvokset under og hvad dens baggrund er, stol ikke for meget på fine papirer og flotte stempler. Det kan samtidig senere være svært at gå tilbage til sælger, hvis der opstår problemer med hvalpen. Ved at købe en hvalp på den måde støtter man en handel med hvalpe, der ofte er mere styret af penge end af seriøst opdræt.
·
Undersøg, om hvalpens forældre er sunde, raske, tillidsfulde og velfungerende - og forlang altid at hilse på mindst hvalpens mor og se gerne faderen, hvis det er muligt. Det er vigtigt, at specielt moderen er rolig og har et godt temperament, for der sker en stor prægning af hvalpen de første
8
uger af dens liv.
· Besøg hvalpene i deres vante omgivelser og gerne flere gange i løbet af de sidste 3-4
uger inden afhentning. Det er i den denne periode man begynder at kunne forskelle mellem hvalpene, og kan danne sig et billede af deres adfærd. Se efter, om hvalpene er velplejede, glade, frimodige og kontaktsøgende
Tag hvalpen til et neutralt sted hos opdrætteren, hvor den ikke før har været, og iagttag hvordan hvalpen reagerer, når du sætter den ned. Er den nysgerrig og fri, eller er den utryg og bange?
Forsøg at vælge den rigtige hvalp for jer. Det er ikke nødvendigvis den største og mest frække, der er den bedste familiehund. Lad jer ikke nøjes med kun at se en hvalp eller at få den afleveret i indkørslen, uden at have set de andre og den først.
Husk at ifølge loven skal hvalpe være
8
uger gamle inden de må tages fra deres moder.
Sørg for at du og opdrætteren indgår en klar skriftlig købs aftale evt. indeholdende garanti, som I begge forstår og er enige om. I de fleste tilfælde vil det være købeloven der er gældende. Brug evt. den købs aftale der kan rekvireres fra Dansk Kennel Klub.
Vælg hvalpe, der har været til sundhedstjek, vaccination og gerne er mærket med chip eller tatovering. Undersøg om de er ormebehandlede og hvilket foder, de har fået, hvor tit og hvor meget, og få gerne lidt med hjem til de første dage.
Sørg for af have forberedt en kurv og nogle omgivelser til hvalpen, inden den komme hjem, og sørg for at være enige om, hvilke regler og betingelse der skal gælde for den. Det giver ro og stabilitet i hvalpens hverdag og forebygger, at der opstår problemer.
Læs køb af hund på Dansk Kennel Klubs hjemmeside www.dansk-kennel-klub.dk.
Materialet er hentet fra Faxe dyrehospitals hjemmeside. Forfattet af dyrlæge Lars Christoffersen.